De planetariske tåger M57 i Lyren og M27 i Ræven

Planetariske tåger dannes i de sidste faser af forholdsvis små stjerners liv. Det er kun stjerner, der vejer mindre en otte gange Solens masse, der ender på denne måde. Større stjerner eksploderer – det kaldes en supernova.

En planetarisk tåge dannes på en meget mere blid måde. Stjernens yderste lag – faktisk det meste af den – nærmest blæses ud fra den.

Samtidig trækker de inderste dele af stjernen sig sammen og danner en kompakt kerne, der kun er på størrelse med Jorden. Kernen danner den centrale stjerne i den planetariske tåge. Den er meget varm fordi den jo har ligget lunt og godt midt inde i stjernen.

En sådan tåge kan man se i en kikkert. Den kaldes en planetarisk tåge fordi de ofte er runde og ligner en planet i små kikkerter. I sensommeren og efteråret kan man se to meget flotte eksemplarer på nattehimlen. Den ene er Ringtågen eller Messier 57 i stjernebilledet Lyren. Den fremtræder som en lille, men tydelig ring, der nærmest minder om en røgring.

På billeder ser den ofte farvestrålende ud som på dette billede fra Hubble rumteleskopet. Når vi ser i kikkerten kan vi ikke se farverne og tågen ser grålig ud. De celler i øjet, der kan skelne farver er ikke særlig følsomme, så derfor ser vi ikke farverne i svag belysning. Det siges at i mørke er alle katte grå. Det gælder desværre også for himmellegemerne. Det er kun de klareste stjerner som f.eks. Arcturus, der viser farver og det er endda ikke særlig tydeligt.

Den anden tydelige planetariske tåge er Håndvægten, Messier 27. Nogle respektløse amatørastronomer kalder den for Æbleskroget og det er faktisk ikke nogen helt dårlig beskrivelse af dens udseende. Den er større og noget mere diffus end Ringtågen.