Vedtægter for Kredsen om Wieth-Knudsen Observatoriet
Vedtægterne findes også som en PDF-fil.
§ 1.
Organisationens navn er Kredsen om Wieth-Knudsen Observatoriet. Hjemstedet er Wieth-Knudsen Observatoriet, Margot Nyholms Vej 19, 3220 Tisvilde.
§ 2.
Kredsen er en selvstændig enhed inden for Astronomisk Selskab, med ansvar over for foreningens ledelse.
§ 3.
Kredsens formål er at drive Wieth-Knudsen Observatoriet, der ejes af Astronomisk Selskab, samt astronomisk formidlingsarbejde i tilslutning hertil.
Driften skal gennemføres således, at observatoriets kapacitet fordeles mest hensigtsmæssigt på astronomisk formidlingsarbejde, amatørastronomi og videnskabeligt astronomisk arbejde.
Kredsen kan ikke eje fast ejendom.
§ 4.
Medlemmer af kredsen er samtlige medlemmer af Astronomisk Selskab, der er fastboende (har helårsbolig) i Gribskov Kommune.
Andre medlemmer af Astronomisk Selskab optages i kredsen, når de anmoder om det.
Der betales ikke noget selvstændigt kontingent til kredsen.
§ 5.
Kredsen ledes af en bestyrelse på 5 personer, hvoraf mindst tre skal være fastboende i Gribskov Kommune eller have særlig tilknytning til observatoriet.
To bestyrelsesmedlemmer udpeges af Astronomisk Selskabs bestyrelse, for ét år ad gangen, og tre vælges på den årlige kredsgeneralforsamling, for 2 år ad gangen jfr. § 11.
Kredsens bestyrelse vælger en formand blandt de bestyrelsesmedlemmer, der er fastboende i Gribskov Kommune.
Gribskov Kommune kan efter anmodning deltage i bestyrelsesarbejdet med observatørstatus.
§ 6.
Driften af observatoriet gennemføres inden for rammerne af kredsens budget, der udarbejdes af kredsbestyrelsen og indgår i Astronomisk Selskabs budget.
Budgettet, der udarbejdes for et kalenderår ad gangen, skal indeholde oplysning om de driftsudgifter, der skal afholdes og de driftsindtægter, der påregnes.
Budgetforslag afgives til Astronomisk Selskabs bestyrelse inden 15. januar i budgetåret, og indgår derefter i Astronomisk Selskabs årsbudget.
§ 7.
Når budgettet er vedtaget af Astronomisk Selskabs generalforsamling, er størrelsen af det maksimale bidrag fra Astronomisk Selskab fastlagt. Herefter disponerer kredsbestyrelsen inden for budgettets rammer.
Afholdelsen af anlægsudgifter, herunder større ombygningsudgifter sker i et samarbejde mellem kredsbestyrelsen og Astronomisk Selskabs bestyrelse. Udgifterne indgår normalt ikke i årsbudgettet, men afholdes af særlige bevillinger fra Astronomisk Selskab.
§ 8.
Bogføring og regnskab samt kredsens medlemsregister kan forestås af Astronomisk Selskab. Kredsens årsregnskab revideres af de for Astronomisk Selskab valgte revisorer.
Det specificerede regnskab for foregående kalenderår, herunder endelig opgørelse af bidraget fra Astronomisk Selskab, forelægges kredsens bestyrelse til udtalelse inden udgangen af februar.
Egentligt regnskabsmæssigt overskud overføres til følgende år.
§ 9.
Ordinær kredsgeneralforsamling afholdes hvert år inden udgangen af marts måned og inden Astronomisk Selskab indkalder til generalforsamling.
Forslag fra medlemmerne til behandling på den ordinære generalforsamling skal være bestyrelsen i hænde senest 1 uge før generalforsamlingen.
Kredsgeneralforsamlinger indkaldes med mindst 14 dages varsel ved udsendelse af dagsorden til kredsens medlemmer.
Referat af generalforsamlingen udsendes hurtigst belejligt, sammen med evt. bilag, der ikke var udsendt sammen med indkaldelsen.
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når mindst tre bestyrelsesmedlemmer ønsker det. Dagsordenen skal mindst indeholde de i § 10 nr. 1, 2 og 8 anførte punkter.
§ 10.
Den ordinære kredsgeneralforsamlings dagsorden skal mindst indeholde følgende punkter:
- Valg af dirigent og referent
- Godkendelse af referat fra forrige kredsgeneralforsamling
- Formandens beretning om observatoriets drift og kredsens øvrige virksomhed
- Godkendelse af kredsens regnskab for forrige kalenderår
- Gennemgang af kredsens driftsbudget for indeværende år
- Andre planer for de kommende år
- Indkomne forslag
- Valg af bestyrelsesmedlemmer samt én suppleant blandt de i Gribskov Kommune fastboende kredsmedlemmer
- Eventuelt
§ 11.
De tre bestyrelsesmedlemmer vælges normalt for to år ad gangen. Såfremt alle tre kommer på valg i samme år, vælges et af medlemmerne kun for ét år. Suppleanten vælges for ét år.
§ 12.
Kredsen forpligtes udadtil ved underskrift af formanden og et bestyrelsesmedlem.
I tilfælde, hvor denne forpligtelse pådrager Astronomisk Selskab økonomisk og/eller juridisk forpligtelse skal det godkendes af Astronomisk Selskabs bestyrelse.
Der påhviler ikke kredsensmedlemmer eller bestyrelse nogen personlig hæftelse for de kredsen påhvilende forpligtelser.
§ 13.
Beslutning om ændring i vedtægterne eller kredsens ophør træffes på en kredsgeneralforsamling. Vedtagelse kræver 2/3 flertal. Endvidere skal mindst 3/4 af kredsens medlemmer være tilstede ved kredsgeneralforsamlingen. Hvis 2/3 flertal opnås blandt de fremmødte medlemmer, herunder 2/3 af de fremmødte fastboende i Gribskov Kommune, men fremmødet ikke er tilstrækkeligt, afholdes mindst 2 uger senere en ny kredsgeneralforsamling, hvor ændringerne kan vedtages med 2/3 flertal uanset fremmødet.
Såfremt observatoriet afhændes, skal kredsen opløses på en umiddelbart derefter afholdt kredsgeneralforsamling.
I tilfælde af opløsning skal kredsens midler anvendes til udbredelse af kendskab til og interesse for astronomi, efter den seneste kredsbestyrelses nærmere bestemmelse.
Beslutninger om vedtægtsændringer samt beslutning om kredsens ophør er først gældende, når der foreligger godkendelse fra Gribskov Kommune samt fra Astronomisk Selskabs generalforsamling.
Efter at være vedtaget på Kredsens generalforsamling er vedtægterne godkendt af Gribskov Kommune og derefter endeligt godkendt af Astronomisk Selskabs generalforsamling den 11 april 2015.